UU20160527
2nd Pyramid Game - WW1

The 2nd Pyramid Game relates to events around 1913, - especially the following 2nd Russian Fatherland War and the European World War I. The constitution of the Second International caused cascades of CdE attempts (Coup d’ Etat), including collapse of the European Congress System. The Pyramid Game did not only involve pro-Russian anarchists and workers, but also statesmen, oligarchs and royal ‘cuckoo eggs’. Yet, the 2nd Pyramid Game collapsed too soon. Considering the outcomes, the main gain to the Game was for Moscow to regain its powers as the Eurasian empire, - Roma3, and had a CdE from the royal Winter Palace to the republican Moscow. However, there certainly were unpredictable 5D events causing fatal historical shifts and desperate use of ancient doomsdays weaponries against the new war machines and tactics. In its end, the destructions of the 2nd Pyramid Game led to some outcomes that no-one planned or wanted.

The 2nd Pyramid Game was publically constituted with the 2nd International in order to radicalize vassals to workers and anarchists. “There were 20 countries involved that continued the work of The Second International (1889–1916). The permanent executive and information body (ISB) was based in Brussels. Vladimir Ilyich Lenin was a member from 1905 and dissolved in 1916 during World War I. It did not maintain a unified front against the war as promised to its workers. Anarchism had in fact dominated the London Congress of the Second International. It has been argued that at some point that the Second International turned into a battleground over the issue of libertarian versus authoritarian socialism.” (Wikipedia) The propagated Beliefs, Marxism and Leninism, became the mass-psychotic doctrines that proved most beneficial for the rivalries to come. Ideologies were made as the new drug. (Ref. Carl Marx; "Religion is the opium of the people".)

International pacts, gimmicks and scripts were public for an UnderConcient bondage of civilians to radicalize civilians to workers - the ‘suckers’ for the lower level of the Pyramid Scheme. However, the OverConcience bondages are not public to the prey nations’ civilians and regimes. These are ulterior Games of treason at national level. Now, a 100 years later, with the released information about events, actions and expressions, - it is possible to make more reliable 5D historical scenarios of the Games. With all that hinter sight, it becomes clear, that the 1st and the 2nd Russian ‘Fatherland wars’ were primary arranged for an internal Russian CdE to Moscow/Roma3. The European nations were sucked into some imperial intrigues as tactical consequences to prevent support from Europe to the Russian Throne during the 2nd Pyramid Game.

Global Games of the 20th century are far too comprehensive and complex for thoroughly explorations in these UU blogs. Still, they were occasionally issues in the 5 years of UU blogging. Besides, the concept of theme ‘The 5th Pyramid’ is explained in UU 2016.mai.13 - and the background to ‘the 1st Pyramid is explained in UU 2016.mai.20. Therefore, the following quotations and translations from previous UU blogs are in the views of the 3^3 and 5D models, - and indicates that there are far more to the 2nd Pyramid Game than the ‘Cold War’ media exposed:

The following citations relates to the fatal start of the previous century. They are more related to the theories of 3^3 social psychology, 5D scenarios and imperial Games:

Finally, some quotations are directly related to a fuller extent of the 3^3 model at theocratic level:

Thereby, the unpredictable 5D event of 1908 altered the 2nd Pyramid Game of KoC, GdE and GoT to cause global cascades of CdC, CdS and CdT in Eurasia for a century. This was dramatically escalated during the 3rd Pyramid Game. That is the focus in the next blog.

Relevant Links;
International Pyramids
https://en.wikipedia.org/wiki/Pyramid_scheme
https://en.wikipedia.org/wiki/Second_International
https://en.wikipedia.org/wiki/Fifth_International
https://en.wikipedia.org/wiki/Twenty-one_Conditions
https://en.wikipedia.org/wiki/Concert_of_Europe
https://en.wikipedia.org/wiki/Tunguska_event
Dagmar, Alexandra, Rasputin og Lenin
http://en.wikipedia.org/wiki/Maria_Feodorovna_(Dagmar_of_Denmark)
http://en.wikipedia.org/wiki/Alexandra_Feodorovna_(Alix_of_Hesse)
http://en.wikipedia.org/wiki/Rasputin
http://en.wikipedia.org/wiki/Lenin

Music: Queen are a British rock band from 1970, staring Freddie Mercury (vocals, piano), Brian May (guitar), Roger Taylor (drums), and John Deacon (bass). Queen's earliest works were influenced by progressive rock, but shifted into conventional pop. Freddie eventually made a solo carrier and became a rock icon. Finally, he died of aids after coming out of the homophobic closet. The name Queen then got a different interpretation and attention. ‘Killer Queen’ was Queen’s first big international hit and featured on their third album ‘Sheer Heart Attack’. It is written by Freddie Mercury and is about a high-class call girl. It has been characterised as his piano-led paean to a Moët-quaffing courtesan. It has also been described by AllMusic as the true beginning of Queen's "radio sound" and "recalls the cabaret songs of yesteryear, but also shows how Queen was fast becoming a master of power pop". Its ‘sleazy Parisian imagery’ allowed freer rein to Mercury's unique brand of rock theater. The association to this UU is to any kind of queen that arrange ulterior Games of mass destruction.
Queen - Killer Queen + lyrics
https://www.youtube.com/watch?v=_E9TyGxxosk

EXtra UU - Empress Dagmar

«Dagmar was the name of a young Dane princess, that was married to the throne heir of the powerfull Romanov tsar/emporar family in Russia. It was undoubtly an arrange marriage since she also was engaged to his older brother til he suddenly died. H. C. Andersen, the famous dane fairytale author, described Dagmar’s departure from Denmark like this: "Yesterday, at the quay, while passing me by, she stopped and took me by the hand. My eyes were full of tears. What a poor child! Oh Lord, be kind and merciful to her! They say that there is a brilliant court in Saint Petersburg and the tsar's family is nice; still, she heads for an unfamiliar country, where people are different and religion is different and where she will have none of her former acquaintances by her side". This has inspired to a slight rewriting of his tale ‘Keiserindens Nye Klæder’ (‘The Emperor’s new cloths’). The minor adjustments provided a rather different point of vie won Dagmar and hers daughter in law’s roles in the Winter Palace. (Extra UU 2013.mai.17).

Extra UU - ‘The Empress’ new cloths’

««Dagmar was the name of a young Dane princess that was married to the throne heir of the powerful Romanov tsar/emperor family in Russia. It was undoubtly an arrange marriage since she also was engaged to his older brother til he suddenly died. H. C. Andersen, the famous Dane fairytale author, described Dagmar’s departure from Denmark like this: "Yesterday, at the quay, while passing me by, she stopped and took me by the hand. My eyes were full of tears. What a poor child! Oh Lord, be kind and merciful to her! They say that there is a brilliant court in Saint Petersburg and the tsar's family is nice; still, she heads for an unfamiliar country, where people are different and religion is different and where she will have none of her former acquaintances by her side". This has inspired to a slight rewriting of his tale ‘Keiserindens Nye Klæder’ (‘The Emperor’s new cloths’). The minor adjustments provided a rather different point of vie won Dagmar and hers daughter in law’s roles in the Winter Palace. (Extra UU 2013.mai.17).

Keiserindens nye Klæder.
For mange Aar siden levede en Keiserinde, som holdt saa uhyre meget af smukke nye Klæder, at hun gav alle sine Penge ud for ret at blive pyntet. Hun brød sig ikke om sine Soldater, brød sig ei om Comedie eller om at kjøre i Skoven, uden alene for at vise sine nye Klæder. Hun havde en Kjole for hver Time paa Dagen, og ligesom man siger om en Drotning, hun er i Raadet, saa sagde man altid her: "Keiserinden er i Garderoben!" -
I den store Stad, hvor hun boede, gik det meget fornøieligt til, hver Dag kom der mange Fremmede, een Dag kom der to Bedragere; de gave sig ud for at være Vævere og sagde, at de forstode at væve det deiligste Tøi, man kunde tænke sig. Ikke alene Farverne og Mønstret var noget usædvanligt smukt, men de Klæder, som blev syeede af Tøiet, havde den forunderlige Egenskab at de blev usynlige for ethvert Menneske, som ikke duede i sit Embede, eller ogsaa var utilladelig dum. "Det var jo nogle deilige Klæder," tænkte Keiserinden; "ved at have dem paa, kunde jeg komme efter, hvilke Mænd i mit Rige der ikke due til det Embede de have, jeg kan kjende de kloge fra de dumme! ja det Tøi maa strax væves til mig!" og hun gav de to Bedragere mange Penge paa Haanden, for at de skulde begynde paa deres Arbeide.
De satte ogsaa to Væverstole op, lode som om de arbeidede, men de havde ikke det mindste paa Væven. Rask væk forlangte de den fineste Silke, og det prægtigste Guld; det puttede de i deres egen Pose og arbeidede med de tomme Væve, og det til langt ud paa Natten.
"Nu gad jeg nok vide, hvor vidt de ere med Tøiet!" tænkte Keiserinden, men hun var ordentligt lidt underlig om Hjertet ved at tænke paa, at den, som var dum, eller slet passede til sit Embede, ikke kunde see det, nu troede hun nok, at hun ikke behøvede at være bange for sig selv, men hun vilde dog sende nogen først for at see, hvorledes det stod sig. Alle Mennesker i hele Byen vidste, hvilken forunderlig Kraft Tøiet havde, og alle vare begjærlige efter at see, hvor daarlig eller dum hendes Naboe var.
"Jeg vil sende min gamle ærlige Minister hen til Væverne!" tænkte Keiserinden, "han kan bedst see, hvorledes Tøiet tager sig ud, for han har Forstand, og ingen passer sit Embede bedre end han" -
Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. "Gud bevar' os!" tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op! "jeg kan jo ikke se noget!" Men det sagde han ikke.
Begge Bedragere bad ham være saa god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt Mønster og deilige Farver. Saa pegede de paa den tomme Væv, og den stakkels gamle Minister blev ved at spile Øinene op, men han kunde ikke see noget, for der var ingen Ting. "Herre Gud!" tænkte han, "skulde jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det maa ingen Mennesker vide! skulde jeg ikke due til mit Embede? Nei det gaaer ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan see Tøiet!"
"Naa, de siger ikke noget om det!" sagde den ene, som vævede!
"O det er nydeligt! ganske allerkjæreste!" sagde den gamle Minister og saae igjennem sine Briller, "dette Mønster og disse Farver! - ja, jeg skal sige Keiserinden, at det behager mig særdeles!"
"Naa det fornøier os!" sagde begge Væverne, og nu nævnede de Farverne ved Navn og det sælsomme Mønster. Den gamle Minister hørte godt efter, for at han kunde sige det samme, naar han kom hjem til Keiserinden, og det gjorde han.
Nu forlangte Bedragerne flere Penge, mere Silke og Guld, det skulde de bruge til Vævning. De stak Alt i deres egne Lommer, paa Væven kom ikke en Trevl, men de bleve ved, som før, at væve paa den tomme Væv. Keiserinden sendte snart igjen en anden skikkelig Embedsmand hen for at see, hvorledes det gik med Vævningen, og om Tøiet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden, han saae og saae, men da der ikke var noget uden de tomme Væve, kunde hun ingen Ting see. "Ja, er det ikke et smukt Stykke Tøi!" sagde begge Bedragerne og viste og forklarede det deilige Mønster, som der slet ikke var.
"Dum er jeg ikke!" tænkte Manden, "det er altsaa mit gode Embede, jeg ikke duer til? Det var løierligt nok! men det maa man ikke lade sig mærke med!" og saa roste han Tøiet, han ikke saae, og forsikrede dem sin Glæde over de skjønne Couleurer og det deilige Mønster. "Ja det er ganske allerkjæreste!" sagde han til Keiserinden. Alle Mennesker i Byen talte om det prægtige Tøi.
Nu vilde da Keiserinden selv see det, medens det endnu var paa Væven. Med en heel Skare af udsøgte Mænd, mellem hvilke de to gamle skikkelige Embedsmænd vare, som før havde været der, gik hun hen til begge de listige Bedragere, der nu vævede af alle Kræfter, men uden Trevl eller Traad. "Ja er det ikke magnifique!" sagde begge de skikkelige Embedsmænd. "Vil deres Majestæt see, hvilket Mønster, hvilke Farver!" og saa pegede de paa den tomme Væv, thi de troede, de andre vistnok kunde see Tøiet. "Hvad for noget!" tænkte Keiserinden, "jeg seer ingen Ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? duer jeg ikke til at være Keiserinde? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! "O det er meget smukt!" sagde Keiserinden, "det har mit allerhøieste Bifald!" og hun nikkede tilfreds og betragtede den tomme Væv; hun vilde ikke sige, at hun ingen Ting kunde see. Hele Følget, hun havde med sig, saae og saae, men fik ikke mere ud af det, end alle de Andre, men de sagde ligesom Keiserinden, "o det er meget smukt!" og de raadede ham at tage disse nye, prægtige Klæder paa første Gang, ved den store Procession, som forestod. "Det er magnifique! nysseligt, excellent!" gik det fra Mund til Mund, og man var allesammen saa inderligt fornøiede dermed. Keiserinden gav hver af Bedragerne et Ridderkors til at hænge i Knaphullet og Titel af Vævejunkere. Hele Natten før den Formiddag Processionen skulde være, sad Bedragerne oppe og havde over sexten Lys tændte. Folk kunde see, de havde travlt med at faae Keiserindens nye Klæder færdige. De lode, som de toge Tøiet af Væven, de klippede i Luften med store Saxe, de syede med Syenaal uden Traad og sagde tilsidst: "see nu er Klæderne færdige!" Keiserinden, med sine fornemste Cavalerer, kom selv derhen og begge Bedragerne løftede den ene Arm i Veiret ligesom om de holdt noget og sagde: "see her er Beenklæderne! her er Kjolen! her Kappen!" og saaledes videre fort. "Det er saa let, som Spindelvæv! man skulde troe man havde ingen Ting paa Kroppen, men det er just Dyden ved det!" "Ja!" sagde alle Cavalererne, men de kunde ingen Ting see, for der var ikke noget.
"Vil nu deres keiserlige Majestæt allernaadigst behage at tage deres Klæder af!" sagde Bedragerne, "saa skal vi give dem de nye paa, herhenne foran det store Speil!" Keiserinden lagde alle sine Klæder, og Bedragerne bare sig ad, ligesom om de gave ham hvert Stykke af de nye, der skulde være syede, og Keiserinden vendte og dreiede sig for Speilet.
"Gud hvor de klæde godt! hvor de sidde deiligt!" sagde de allesammen. "Hvilket Mønster! hvilke Farver! det er en kostbar Dragt!" -
"Uden for staae de med Thronhimlen, som skal bæres over deres Majestæt i Processionen!" sagde Overceremonimesteren.
"Ja jeg er jo istand!" sagde Keiserinden. "Sidder det ikke godt?" og saa vendte hun sig nok engang for Speilet! for det skulde nu lade ligesom om hun ret betragtede sin Stads.
Kammerherrerne, som skulde bære Slæbet, famlede med Hænderne hen ad Gulvet, ligesom om de toge Slæbet op, de gik og holdt i Luften, de turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunde see.
Saa gik Keiserinden i Processionen under den deilige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: "Gud hvor Keiserindens nye Klæder ere mageløse! hvilket deiligt Slæb hun har paa Kjolen! hvor den sidder velsignet!" Ingen vilde lade sig mærke med, at han intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserindens Klæder havde gjort saadan Lykke.
"Men hun har jo ikke noget paa," sagde et lille Barn. "Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst," sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde.
"Men hun har jo ikke noget paa," raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiserinden, thi hun syntes, de havde Ret, men hun tænkte som saa: "nu maa jeg holde Processionen ud". Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.